Foto kan forstørres ved klik
Foto kan forstørres ved klik
Foto kan forstørres ved klik
Foto kan forstørres ved klik

Døbefonten

 

Døbefonten er det eneste middelalderlige inventar i kirken. Til gengæld er den jævngammel med kirken selv.

 

 

Kummen er glathugget med en markant dobbelt rundstav under kanten. Den er selvfølgelig udhugget indvendig, men der er ikke noget afløbshul for vandet.

 

 

Dåbsfadet er et tinfad, der kun er få år gammelt. Det er en kopi af et lidt ældre fad, som forsvandt efter et indbrud i kirken. Det kom i øvrigt til veje flere år efter - fundet i et buskads, hvor det var henkastet. Da fadet ikke var af særlig antikvarisk eller kunstnerisk værdi, foretrak menighedsrådet at beholde kopien. Dåbskanden er ligeledes af tin. Der findes et ældre messingfad fra 1909, skænket af sognepræst L. Ingerslev. Det opbevares i sognehuset.

 

 

Foden danner en pyramidestub, der er udhugget med et hoved i hvert hjørne. Både disse hoveder og øvrige udhugninger på foden er meget slidte.

 

 

Døbefonten står i rå granit, men oprindelig har den - og alle de andre fonte - været malet i stærke farver. Der er også på Jerne kirkes døbefont fundet rester af farve.

 

 

Fonten - ordet betyder kilde - er placeret centralt i koret midt for alteret. Det er en hædersplacering, den først sent har fået. Oprindelig stod fontene midt i skibet - eller måske nede ved dørene. Senere stod døbefonten øverst (østligt) i skibet.